Om mig og mine kager – og hvordan jeg egentlig endte med at lave en blog

6. marts 2021

Til at begynde med vil jeg lige lave en lille præsentation af mig selv og kort fortælle, hvad du kan finde på min blog.

Som du nok kan regne ud fra navnet på bloggen, er jeg meget glad for mad. Jeg er uddannet bygningskonstruktør og nok mest af alt en ambitiøs amatør i køkkenet. Når jeg står i køkkenet, er ambitionerne høje, og det ender for det meste i (næsten) kontrolleret kaos – deraf navnet på bloggen!

Min interesse for mad startede faktisk, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg skulle lige pludselig stå for at lave mad selv og ikke bare lave det, mor eller far nu engang havde handlet ind til. I starten var det godt nok Nicki, min kæreste, som stod for det meste af madlavningen, men det blev der vendt op og ned på, da han begyndte at arbejde mere og mere om aftenen.

Så måtte jeg jo i gang med at lære at lave mad, for ellers fik vi først mad ved 21-22-tiden, og den holdt ikke helt i længden. Så jeg måtte i gang med at lave mad, og jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg faktisk syntes, det var egentlig meget sjovt.

Og langsomt hen ad vejen begyndte jeg også at lave desserter. Og kager. Og en masse andre ting i køkkenet. Og jeg hyggede mig. Det var nok det, der kom mest bag på mig: at jeg rent faktisk kunne finde ud af det, og at det var sjovt.

Men efterhånden som jeg begyndte at blive bedre og bedre til at lave mad og kager, begyndte jeg at ville ændre i opskrifterne. Så jeg begyndte at skrive dem ned i diverse bøger og på blokke, og til sidst anede jeg ikke, hvor jeg havde de forskellige opskrifter henne. Ligesom hos så mange andre, der har lavet en blog om mad, startede det med et behov for at finde en måde at skrive det hele ned et samlet sted.

Da min kæreste foreslog, at jeg kunne begynde at lave YouTube-videoer om det, jeg laver, som en ny udfordring, besluttede jeg mig for at gøre noget mere seriøst ud af min blog, så den ikke kun var tilgængelig for mig, men også for dem, der så mine videoer, og alle andre.

Jeg vil næsten garantere for, at jeg kommer til at lave fejl, og der vil helt sikkert være nogle ting, som skal rettes til med tiden, men jeg gør det her helt og aldeles som et hobbyprojekt. Derfor skal I være mere end velkomne til at komme med forslag eller ris og ros. Da jeg er ordblind, kan visse opskrifter være skrevet med AI som hjælp til teksten. Men jeg kan garantere for, at alle opskrifter er gennemtestet af mig i mit køkken, inden noget bliver lagt op på min side.

Jeg håber, I kan bruge mine opskrifter, og jeg glæder mig til at arbejde videre med min blog.